I dette interview fortæller Ross Greene mere om de opdragelsesprincipper, der ligger bag hans bøger.

Har man børn, skælder man dem af til ud eller kommanderer med dem: ”Stop med at slå”, ”du skal i seng nu” eller ”spis ordentligt” kunne være nogle af de fraser, forældre af til hører sig selv råbe efter de små poder, når de gør noget, man ikke vil have – eller ikke gør det, man gerne vil have. Men i bogen Opdragelse uden skældud sætter den amerikanske børnepsykolog Ross Greene spørgsmålstegn ved om den autoritære tilgang til børneopdragelse i virkeligheden er den bedste. I følge ham kan samfundet som et hele nemlig have gavn af, at vi begynder at samarbejde med vores børn og viser respekt for deres bekymringer. Også selv om det kræver forældrenes tid på en anden måde – for tiden er givet godt ud, og på længere sigt nedringer det omfanget af konflikter og skænderier i familien.

 

Hvorfor har det været vigtigt at skrive denne bog?
”For det første er der mange af de principper, jeg har udarbejdet til at hjælpe børn med særlige behov (som beskrevet i Det eksplosive barn og Fortabt i skolen, red.), der i virkeligheden kan hjælpe alle børn. Og for det andet tror jeg, at der er en del, der vil være enige med mig i, at empati – det at kunne forstå hvordan man påvirker andre og finde glæde i at løse problemer, uden at det nødvendigvis skal ende i konflikt – efterhånden er blevet værdier, der er svære at finde hos os mennesker. Derfor handler bogen ikke kun om opdragelse, men om hvordan vi kan få lidt af vores humanitet tilbage.”

 

Hvad har det med børneopdragelse at gøre? ”Jeg synes, man kan sammenligne børn med kvinder eller farvede – grupper der historisk set er blevet undertrykt og marginaliseret. Der er meget fokus på børn i dag, men mange ved ikke, hvordan de skal opdrage deres børn, uden at det bliver på den samme ortodokse og dominerende måde, som de selv er blevet det – eller alternativt bliver helt passivt. Det betyder i begge tilfælde, at børnene ender med ikke at føle, at de bliver hørt, eller at deres problemer bliver adresseret. Og selv om man som voksen kan synes, at nogle af disse problemer er ligegyldige, kan de være meget vigtige for barnet. Og bliver man ikke hørt, ender man med at reagere på måder, der ikke er hensigtsmæssige eller gode for hverken børn eller voksne.”

 

Du vil gerne have, at man skal samarbejde med sit barn, men har børn ikke brug for at få at vide, hvordan tingene skal være, uden at det altid skal diskuteres?
”Det er vigtigt at forstå, at samarbejde er meget forskelligt fra overgivelse. Og der er ingen overgivelse fra forældrenes side i den model, jeg præsenterer. Det er ikke fordi, barnet skal have ret i alle diskussioner, men vi bør virkelig prøve at adressere de ting, der bekymrer barnet, ligesom vi også skal adressere, hvad vi som forældre bekymrer os om. Al forskning viser, at samarbejde giver empatiske børn, der kan finde ud af at løse problemer uden konflikt, børn der kan se situationer fra de andres perspektiv og som er bevidste om, hvordan de påvirker andre. Og hvis vi bare fortæller børnene, hvordan alting skal være, sker det ikke.”

 

Må man så slet ikke vise sit barn, hvem der bestemmer?
”Måden man skal være autoritær på over for sit barn bør være ved at udtrykke forventninger. Og det er faktisk også den bedste måde at være autoritær på generelt. Man kan fortælle sit barn, at man forventer, at han eller hun opfører sig pænt over for andre, eller at barnet skal forsøge at løse problemer, så alle føler, at de er blevet hørt. At lære børn at løse problemer uden konflikter ved selv at skabe en konflikt med sit barn og i sidste ende tvinge sin vilje igennem er nok den værste måde at gøre det på. Alene at få sin vilje gennem tvang mod en, der forsøger at forstå sine egne bekymringer virker ikke. Ikke på en 4-årig og ikke på en 27-årig for den sags skyld.”

 

Du skriver, at mange forældre har lyst til at opdrage deres egne børn anderledes, end de selv er blevet. Hvorfor lykkes det så ikke altid?
“Der er et stort pres på forældre i dag. Ikke mindst fordi begge parter ofte er nødt til at arbejde fuld tid, hvis man gerne vil have et komfortabelt liv. Men forældre generelt er også blevet mere selvcentrerede, end de plejede at være. Det er ikke fordi forældrene ikke kærer sig dybt om deres børn, men tid er blevet langt mere værdifuld for os. Det er begyndt at handle mere om dem selv som individer i stedet for familien som en gruppe. Og det betyder, at vi har svært ved at sætte tid af til andre end os selv, og derfor ender vi med ofte at forsøge at løse problemerne med vores børn i kampens hede.”

Et klassisk eksempel på et normalt problem, de fleste forældre kender til, kunne være tandbørstning. Det er tirsdag aften, klokken er ved at være 8, og man skal til at børste tænder på sit barn, der som sædvanlig nægter pure. Et problem, der på mange måder er forudsigeligt, og som bliver ved med at opstå. Af samme årsag stiller Ross Greene spørgsmålet hvorfor vi som forældre først adresserer problemet, når de allerede har puttet tandpasta på børsten, og hvor problemet bliver yderst presserende.

”Den gode nyhed er, at det ikke behøver at være sådan, hvis man bruger tid på problemet proaktivt. Som forældre har man nogle håndgribelige bekymringer. Man vil ikke have, at barnet får huller i tænderne. Det er både synd for barnet, kræver tandlægetid og andre forældre vil måske se ned på en. Men barnet har højst sandsynligt også bekymringer eller andre ønsker og behov, siden han eller hun ikke vil have tænderne børstet. Og hvis den voksne måske skal hjælpe barnet med at løse disse bekymringer, bliver man nødt til først at forholde sig til dem.”

 

Men hvis begge forældre har fuldtidsarbejde og i øvrigt vil have mere tid til sig selv end tidligere, hvornår er det så, man skal finde tid til at samarbejde med sit barn?
”Det er interessant, at jeg ofte får det spørgsmål. Som om denne form for opdragelse skulle kræve særlig meget tid. At slås med sit barn om tandbørstning i tre til fem år hver eneste aften – det er meget tid at bruge på et problem, man kunne løse én gang for alle. Så ja, den her opdragelsesmetode tager tid i begyndelsen, men man sparer samtidig en masse tid i den anden ende.”
”Men forældre skal også tage sig den tid. Tage sig tid til at forstå deres børn. Og selvfølgelig kan man ikke diskutere alting. Er din søn på vej ud foran en bil, skal man ikke begynde at forstå hans ønske om at gå over vejen. Så skal man hive ham væk og undgå, at han kommer til skade, uanset om han så bliver sur eller ej. Men når børn generelt set oplever, at man som forældre virkelig lytter til dem og oplever, at man er interesseret i at løse problemerne til alles bedste – ja så lytter børnene også til deres forældre.”

 

Du nævnte tidligere, at du ser også i samfundet som sådan ser en reaktion fra mennesker, der ikke føler sig hørt og forstået. Hvor ser du denne reaktion i dag?
”Jeg er ret sikker på, at de 40 procent af amerikanerne, der stemte på Donald Trump, føler, at deres problemer er meget virkelige, men at de ikke er blevet hørt eller har fået adresseret deres bekymringer de seneste otte år. Og det var ikke engang fordi, de alle sammen kunne lide Trump. De var anti-Obama og skulle rigtig vise resten, hvordan de havde haft det.”
”Men er det virkelig den bedste måde, vi kan løse vores uoverensstemmelser på i dag? Er majoritetens magtudøvelse det bedste, vi kan gøre? Eller er det faktisk muligt at løse samfundsproblemerne ved at italesætte alle parters problemer i stedet for, at dem, der får 50,1 procent af stemmerne, bare vinder?”
”Politikerne i USA og også store dele af Europa afviser i øjeblikket fuldstændig modpartens problemer, og derfor ender det med magtkampe partierne imellem. Og jeg tror, at følelsen af ikke at blive hørt, med mindre man anvender magt, starter med måden, man bliver opdraget på. Det er ikke tilfældigt, at magtkampe har infiltreret vores politiske system, og måden vi behandler hinanden på.”
”Når vi opdrager vores børn autoritært, lærer børnene ikke at tænke selv, og de tror ikke på, at deres bekymringer er noget værd. Helt ærligt synes jeg, vi de sidste mange år har set konsekvenserne af den magtudøvelse. For dybest set er det jo alt, vi mennesker vil – blive hørt”.

 

Interviewet er lavet af journalist Simon Roliggaard, og blev oprindelig bragt i Politiken i en lidt anden version.