Om Fælles Proaktiv Problemløsning
”Børn gør det godt, hvis de kan.”
Det er grundprincippet for Ross W. Greenes tilgang til at arbejde med udfordrende børn og unge: dvs børn, der har svært ved at håndtere hverdagens udfordringer og som derfor reagerer på en måde, der er uhensigtsmæssig. Ikke bare for forældre, lærere og pædagoger men som regel også for børnene selv.
Det er ikke fordi barnet ønsker at reagere sådan og gør det bevidst og målrettet, fordi det er egoistisk, forkælet, manipulerende eller hvilken etiket, man sætter på barnet – ofte uden at tænke på det. Men fordi barnet eller den unge ikke har de nødvendige sociale kompetencer til at reagere anderledes.
Derfor handler det om at finde ud af, hvilke kompetencer barnet mangler eller ikke har udviklet i tilstrækkeligt grad – og så lære ham/hende at meste disse udfordringer.
Hør Bo Hejlskov Elvén, der har skrevet forord til de danske oversættelser, fortælle om metoden i Ross Greenes bøger:
At finde løsninger i fællesskab
Samtidig handler det om at finde løsninger på hverdagens mange konflikter og udfordringer, som er acceptable for begge parter. For såvel barnet/den unge som den voksne. Og vel at mærke at finde løsningerne i fællesskab. I dialog. Ellers er det et diktat fra den enes side, og så er der ret stor sandsynlighed for, at problemet ikke er løst på en langtidsholdbar måde. Og slet ikke på en måde, der lærer barnet at tage et medansvar for at finde løsninger, som får hverdagen til at fungere for alle parter. Uden at barnet får lov til at diktere løsningen, at ”gøre som det passer det”, og uden at den voksne trumfer sin vilje igennem.
Fælles Proaktiv Problemløsning giver dig en række konkrete og direkte brugbare anvisninger til, hvordan du håndterer barnets udfordringer og ønsker i et samarbejde med barnet, og hvordan du foregriber, at der opstår opslidende konflikter og skænderier.
Du lærer, hvordan du lytter og spørger ind til barnets problemer og ønsker – også hvis barnet har svært ved at udtrykke sig præcist.
Du lærer, hvordan du præsenterer dit eget perspektiv og dine egne ønsker for barnet, og hvordan I når frem til en realistisk løsning, der kan fungere for begge parter.
Disse redskaber er guld værd for barnet og teenageren – også når det senere i livet bliver mødt med samfundets krav og forventninger om samarbejde og konstruktiv konfliktløsning.
Tre slags problemer – tre slags løsninger
Et af kerneelementerne i Fælles Proaktiv Problemløsning er, at Ross W. Greene opererer med tre forskellige planer for, hvordan den voksne reagerer og interagerer med barnet – alt efter hvilken type problem, der er tale om.
Plan A bruges, hvis det er afgørende vigtigt, at den voksnes løsning bliver gennemført. Her og nu. Hvis barnet f.eks. er ved at løbe ud foran en bil eller stikke ild til gardinerne, er der ikke så meget at rafle om. Her gennemtrumfer den voksne sin vilje uden diskussion.
Plan C bruges, hvis det ikke betyder så meget, at barnet får lov til at gøre, som det gerne vil, selvom den voksne måske inderst inde gerne så en anden udgang på sagen. Ellers hvis der er andre problemer, det er vigtigere at takle. Så får barnet sin vilje uden diskussion. Og så kan den voksne eventuelt vende tilbage til emnet senere.
Plan B bruges i de tilfælde, hvor det handler om at finde en løsning, der fungerer for begge parter. Ikke bare i dag, men også i morgen. Og i overmorgen. Her indgår barnet og den voksne i en dialog, hvor begge parters ønsker og bekymringer kommer på bordet, og hvor man derpå arbejder sig frem til enighed.
Jo flere Plan B-løsninger i hverdagen, jo gladere børn og voksne. Og jo bedre fungerende fællesskab. I klassen og i hjemmet.
Levende og sjov undervisning
Ross W. Greenes bøger og undervisning er spækket med eksempler fra hverdagen, som alle voksne kan nikke genkendende til. Og grine ad.
Han gennemgår ved hjælp af alle disse eksempler hvordan dialogen bedst kan forløbe, for at man kan nå frem til en løsning. Han viser også, hvor faldgruberne ligger: Hvordan man f.eks. undgår, at en Plan B-dialog pludselig ender med at være et Plan A-diktat.
Det virker – på alle
Fælles Proaktiv Problemløsning, der tidligere var kendt som Samarbejdsbaseret Problemløsning, har vist sig som en af de pædagogiske metoder, der mest effektivt og synligt hjælper børn og unge med forskellige diagnoser som ADHD, autisme, Aspergers Syndrom, ODD, ikke-verbale indlæringsvanskeligheder, Tourettes Syndrom, OCD mv.
Det har Ross W. Greene sat fokus på i bøgerne ”Det eksplosive barn” og ”Fortabt i skolen”.
Men metoden kan med lige så stor fordel anvendes over for ”almindelige børn”. Det er emnet for hans nyeste bog ”Opdragelse uden skældud”.
Se Ross W. Greene fortælle om den helt basale filosofi i hans tilgang: ”Børn gør det godt, hvis de kan” her:
Læs mere om Ross W. Greene og hans metode her http://www.livesinthebalance.org/.